1. juli 987 Hugues Capet valgt til frankernes konge

987. Det karolingiske dynasti, brillant grundlagt af Karl den Store i år 800, var betydeligt svækket. Ved døden af dets sidste repræsentant, Ludvig V, kaldet "den dovne", uden arving, den 22. maj, samledes de vestfrankiske stormænd i Senlis i juni for at vælge en ny konge. Den 1. juli valgte de grev Hugo Capet af Paris til frankernes konge. Han var allerede en moden mand for sin tid (47 år). Gennem sin far Hugo I var han arving til en magtfuld aristokratisk slægt, robertinerne, som i to århundreder havde konkurreret med karolingerne og ottonerne (en stor saksisk adelsfamilie) om magten. Karolingerblod flød også i den nye konges årer, gennem hans bedstemor Beatrice af Vermandois, en femtedes-grad nedstamning fra Karl den Store.

To dage efter sit valg blev Hugo Capet kronet i katedralen i Noyon af ærkebiskoppen af Reims, Adalbéron, ifølge et ritual etableret i 751 af Pipin den Korte. På trods af sit valg og sin kroning måtte kongen forsvare sin legitimitet med våbenmagt. I løbet af sine første to århundreder havde den capetianske dynasti kun autoritet over et begrænset område mellem Paris og Orléans, mens resten af riget forblev i de feudale herres hænder.

Selvom Hugo Capet ikke formåede at tvinge sine udisciplinerede vasaller til lydighed, markerede hans regeringstid alligevel et vendepunkt for det franske monarki. Ved at genoprette forbindelsen til kirken og dens mest magtfulde biskopper og ved at alliere sig med de store fyrster, styrkede kongen sin trone og brugte al sin energi på at skabe et varigt dynasti ved at inddrage sin søn Robert den Fromme allerede i 987. Det lykkedes ham: han blev kronet ved Hugo Capets død i 996. Efter denne model fortsatte de første generationer af capetianere med at underkaste sig den feudale valgret, men sørgede for at få deres ældste søn valgt i deres levetid. Først to århundreder senere, da det franske kongedømme var blevet stærkt nok, kunne det undvære valgritualet ved Filip Augusts tronbestigelse den 14. juli 1223. Det capetianske dynasti regerede således Frankrig uafbrudt indtil Revolutionen (1792) og derefter fra Restaurationen (1815) til slutningen af julimonarkiet (1848).