Farvet sølvprægning « År 800, Karl den Stores kroning»

25. december 800 blev frankernes og lombardernes konge, Karl I, kendt som Karl den Store, kronet til kejser af Vesten af pave Leo III i Peterskirken i Rom. Han genoplivede dermed en værdighed, der var forsvundet i den vestlige kristenhed siden afsættelsen af den sidste romerske kejser, Romulus Augustulus, i 476.

Karl den Stores barnebarn, ældste søn af frankernes konge Pipin den Korte og hans hustru Bertrada af Laon, blev kronet til hersker i 768 ved sin fars død. Han regerede over hele det frankiske rige fra sin bror Carloman I's død i 771. Som krigerkonge førte Karl den Store en række strategiske militærkampagner i Europa, især mod de hedenske saksere (776-804) og muslimerne i al-Andalus i Spanien (778). Som sejrherre udvidede han sit rige betydeligt. På sit højdepunkt, i slutningen af det 8. århundrede, omfattede det de nuværende territorier i Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Schweiz, Østrig og Slovenien, samt halvdelen af Italien og den nordlige kant af den iberiske halvø, kendt som «Spanien-marken». Den frankiske monarki dækkede da næsten hele det kristne Vesten. Karl den Store beskrives som Europas fader, og hans hovedstad, Aachen, som et tredje Rom, efter Rom og Konstantinopel.

Paven i Vatikanets åndelige autoritet synes derimod svag sammenlignet med patriarken af Konstantinopel, som havde sæde i hjertet af det rige og magtfulde kristne byzantinske rige (Østromerske Rige) ledet af kejserinde Irene. Rom havde derfor alt at vinde ved at støtte sig til det karolingiske frankiske rige for at genoprette sin prestige. Især da pave Leo II, udnævnt i 796, blev udsat for et attentat i 799. Han placerede sig under Karl den Stores beskyttelse og kronede ham til kejser juledag år 800. Det byzantinske rige nægtede først at anerkende legitimiteten af Karl den Stores kejserlige titel, før de accepterede den i 812, ved traktaten i Aachen.

Karl den Store, der var optaget af religiøs forening og kulturel udvikling, var en ivrig beskytter af kirken, kunsten og litteraturen i Europa. Hans regeringstid markerede en periode med varig kulturel fornyelse i middelalderen. Han omgav sig med indflydelsesrige lærde ved sin hof, udviklede kristne skoler og fremmede det latinske sprog. Men hans politiske imperium overlevede ham ikke: efter hans død i 814 blev Europa fragmenteret under feudalismens effekt og fremkomsten af nationalstater.