1. juli 987 Hugues Capet valgt til konge over frankerne

987. Det karolingiske dynasti, der blev brillant grundlagt af Karl den Store i år 800, var betydeligt svækket. Ved døden uden arvinger af dets sidste repræsentant, Ludvig V, kaldet "den dovne", den 22. maj, samledes de vestfrankiske stormænd i Senlis i juni for at vælge en ny konge. Den 1. juli valgte de greven af Paris, Hugues Capet, til konge over frankerne. Han var allerede en moden mand for sin tid (47 år). Gennem sin far, Hugues I, var han arving til en magtfuld aristokratisk slægt, robertinerne, som i to århundreder havde konkurreret med karolingerne og ottonerne (en stor saksisk adelsfamilie) om magten. Karolingerblod flød også i den nye konges årer, gennem hans bedstemor Béatrice af Vermandois, en efterkommer i 5. led af Karl den Store.

To dage efter sit valg blev Hugues Capet kronet i katedralen i Noyon af ærkebiskoppen af Reims, Adalbéron, ifølge et ritual etableret i 751 af Pipin den Korte. På trods af sit valg og sin kroning måtte kongen forsvare sin legitimitet med våbenmagt. I løbet af sine første to århundreder havde det capetianske dynasti kun autoritet over et begrænset område mellem Paris og Orléans, mens resten af riget forblev i de feudale herremænds hænder.

Selvom Hugues Capet ikke formåede at tæmme sine udisciplinerede vasaller, markerede hans regeringstid alligevel et vendepunkt for det franske monarki. Ved at genoprette forbindelsen til kirken og dens mægtigste biskopper og ved at alliere sig med de store fyrster, styrkede kongen sin trone og brugte al sin energi på at skabe et varigt dynasti ved at inddrage sin søn Robert den Fromme allerede i 987. Det lykkedes ham: sønnen blev kronet ved Hugues Capets død i 996. Efter denne model fortsatte de første generationer af capetianere med at følge den feudale valgret, men sørgede for at få deres ældste søn valgt i deres levetid. Først to århundreder senere, da det franske kongedømme var blevet stærkt nok, kunne det undvære valgritualet ved Filip II Augusts tronbestigelse den 14. juli 1223. Det capetianske dynasti regerede således Frankrig uafbrudt indtil Revolutionen (1792) og igen fra Restaurationen (1815) til slutningen af julimonarkiet (1848).