I 1654 er Ludvig XIV 16 år gammel; han har allerede været konge i 11 år. Han besteg Frankrigs trone få måneder før sin femårs fødselsdag, i maj 1643, efter sin fars, Ludvig XIII's, tidlige død. Frankrig administreres da af hans mor, regentinden Anne af Østrig, som assisteres af kardinal Mazarin, Ludvig XIV's gudfar og premierminister. Fra 1648 begyndte en periode med stærk modstand mod kongemagten fra parlamenterne og adelen: Fronde-oprøret. Kongen og hans mor blev to gange tvunget til at forlade hovedstaden; den 8. februar 1651 var de fanget i Palais Royal, hvor de boede. Ludvig XIV ville aldrig glemme denne ydmygelse og ville efterfølgende altid mistro Paris. Den 7. september samme år nåede han den kongelige myndighedsalder, som 13-årig. Ved udgangen af 1652 var parlamenterne og adelen endeligt bragt under kontrol, og Ludvig XIV begyndte at samle al magt hos sig selv: absolutismen var på vej. Hans kroning i Reims-katedralen den 7. juni 1654 var overdådig: efter en barndom præget af politisk uro og vanskeligheder trådte Solkongen ind i lyset. Frankrig var rigt, veladministreret; dets offentlige finanser var i orden. Det var det mest folkerige land i Europa. Ludvig XIV overlod rigets administration til Mazarin indtil dennes død i 1661, hvorefter han i stigende grad regerede personligt gennem årene. Gift med Maria Theresia af Østrig i 1660 begyndte han at ombygge Versailles-slottet i samme periode. Det ville blive centrum for hans hof og hans rige, hvorfra fransk kunst og kultur ville udstråle i hele Europa med en uforlignelig glans. Den franske klassicisme ville således være på sit højeste i anden halvdel af det "Store Århundrede" (1600-tallet).

Denne erindringsmønt hylder på enestående vis denne absolutte monark, hvis strålende regeringstid, den længste i Frankrigs historie (1643-1715), markerede afslutningen på de store adelige, parlamentariske, protestantiske og bondeoprør, der rystede Frankrig.